Finansielle nyheder

e-conomic fremlægger nyt rekordregnskab: en succes trods et år fyldt med usikkerhed og udfordringer

Visma-selskabet e-conomic runder over 600 mio. kr. i omsætning og udvider kundebasen med 15.000 i 2022. Selvom virksomheden præsenterer et rekordresultat, har det været et udfordrende år, lyder det fra adm. direktør Lars Engbork, der samtidig ser frem på muligheden for at udnytte AI endnu mere på tværs af e-conomic som forberedelse til en fortsat stor kundetilvækst i 2023

Danmarks største regnskabsprogram, e-conomic, leverer endnu et rekordregnskab med vækst over hele linjen. Årsagen er investeringer i kerneproduktet, yderligere automatisering og flere medarbejdere – kombineret med en lyst blandt de danske SMV’er til at digitalisere deres bogføring og dermed ruste sig til at overholde kravene til digitalisering i den nye bogføringslov, lyder forklaringen fra e-conomic.

“Vi er meget tilfredse med resultatet i 2022, hvor vores strategi med investering i yderligere automatisering af regnskabet og i vores medarbejdere viser sig at have båret frugt. Vores nu mere end 180.000 danske SMV-kunder, der i dag bruger vores system, har haft et udfordrende år præget af usikkerhed på flere parametre, så vores opgave har været at sikre, at deres regnskabssystem fungerer optimalt, så der bliver frigjort tid fra dét til alt andet,” fortæller Lars Engbork, adm. direktør i e-conomic. Han fortsætter:

“Vi har formået at bygge videre på sidste års flotte regnskab og har vokset på stort alle parametre. Det ser vi som et udtryk for, at de danske SMV’er ser vores platform som et essentielt element af deres administration, men også at danske virksomheder ønsker at digitalisere deres processer, som det også snart bliver et krav i den nye bogføringslov.”

e-conomic, der leverer cloudbaserede regnskabsløsninger til erhvervskunder, kan fremvise en omsætning, der er steget med 21 pct. og landede på 643 mio. kr., mens årets resultat steg med 12 procent sammenlignet med året før. I løbet af 2022 vækstede e-conomic kundebasen med mere 15.000 nye kunder og ansatte ca. 145 nye medarbejdere. 

En omstillingsparat organisation skaber gode resultater

e-conomics resultat for 2022 er virksomhedens bedste nogensinde. Alligevel påpeger Lars Engbork, at det har været udfordrende år på flere plan. Også for kunderne, der har måtte vænne sig til en ny virkelighed. Selskabet har eksempelvis været udfordret af forlængede responstider og performance, som der nu er taget hånd om.

“Vi skal være stolte over vores resultat, men også være realistiske og erkende de udfordringer, der også har været det sidste år. Vi har oplevet forlængede svartider for vores kunder og enkelte perioder med udsving i vores platform, grundet den store kundetilvækst og øgede brug af vores services, som vi har investeret kraftigt i at imødekomme,” fortæller Lars Engbork og fortsætter:

“Samtidig hæfter jeg mig ved, hvordan vi har rykket os tættere sammen i organisationen, skærpet og omstillet vores fokus og arbejdet benhårdt på at forbedre vores produkt og support til glæde for vores kunder. Det er jeg super stolt af, for det vidner om den stærke kultur, vi har her i e-conomic.”

Barren skal endnu højere for kunderne

Den øgede investering i 2022 har båret frugt. Bl.a. er e-conomics responstid i supporten gået fra seks til tre minutter. På baggrund af dette oplever e-conomic at få positiv feedback fra kunder, men det afholder ikke Lars Engbork og resten af e-conomic fra at fokusere endnu mere på at forbedre Danmarks største regnskabsprogram:

"Vores support- og kundetilfredshed ligger i den høje ende af NPS-scoren. Det er et klart bevis på, at vores investering i kerneproduktet har båret frugt. Det er en stor bedrift for vores medarbejdere, som har arbejdet hårdt for at nå dette mål," fortæller Lars Engbork. Han fortsætter:

“Selvom det går godt, skal vi ikke hvile på laurbærrene. Derfor har vi allerede igangsat en række investeringer, som skal være med til at øge glæden ved e-conomic endnu mere, bl.a. i AI.”

Med AI som co-pilot

Machine learning har i mange år været en del af e-conomic, men fremover vil virksomheden gå skridtet videre og integrere det endnu smartere i kerneproduktet. Formålet er at give medarbejdere og kunder mulighed for at arbejde endnu smartere på platformen: 

“Vi står nu med en moderne og skalerbar platform født i cloud, som ruster de danske SMV’er til en digital verden - heriblandt den nye bogføringslov. På vegne af vores kunder skal vi omfavne den tekniske udvikling i langt højere grad med især AI – uden at slippe styringen og gå på kompromis med den menneskelige nærhed, der er essentiel i vores forretning. Det gør sig gældende i alt fra vores interne processer i support og marketing, til automatisering i vores produkt, der gør vores kunders hverdag nemmere,” afslutter Lars Engbork.

Nøgletal fra årsregnskabet:

  • Omsætning: DKK 643.887 mio. (+21 % ift. 2021)
  • EBITDA: DKK 286 mio. (+13 % ift. 2021)
  • EBITDA margin: 54,53 % (-5 % ift. 2021)
  • Overskud: 246 mio. (+12 % ift. 2021)

Om e-conomic 

  • Navn og adresse: Visma e-conomic A/S, Gærtorvet 1, 3, 5, 1799 København V
  • Grundlagt i 2001.
  • Ejerforhold: Ejerforhold: e-conomic er ejet af Visma Group, som er ejet af ti internationale investorer: Hg and co-investors ejer 54%, GIC ejer 16%, ICG ejer 7%, CPPIB ejer 6.0%, Warburg Pincus ejer 5%, TPG ejer 3%, General Atlantic ejer 2%, Folketrygdfondet ejer 0,6%, Aeternum Capital ejer 0,6% og Vind ejer 0,4%. En bred ledelsesgruppe ejer dertil ca. 6,5% af Visma Groups aktieværdi. 
  • Antal medarbejdere: e-conomic består af mere end 425 medarbejdere, hvoraf knap 100 arbejder i kundeservice, over 115 arbejder i produktudvikling og de resterende er fordelt mellem Salg, Marketing, Kommunikation og supportfunktioner til forretningen.
  • Antal kunder: Over 180.000 private små og mellemstore virksomheder.
  • Omsætning i 2022: 643.887 mio. kr.

Kontakt

Astrid Zimmer Nielsen

Pressekontakt for Visma Danmark

+45 31 51 25 87