Organisation

Penneo annoncerer ledelsesændringer: Ny Managing Director og CPTO udnævnt

Penneo A/S meddeler i dag to betydelige ændringer i ledelsen.

Efter fire år som CEO har Christian Stendevad besluttet at fratræde sin stilling for at forfølge nye muligheder uden for både Penneo og Visma. Samtidig har Hans J. Skovgaard besluttet at fratræde sin stilling som Chief Technology and Product Officer (CTPO). Mads Aabling, nuværende Chief Sales Officer (CSO), udnævnes til Managing Director, og Rasmus Schepelern Hentze forfremmes internt til ny CPTO.​

"Det har været en fantastisk rejse at stå i spidsen for Penneo og være en del af virksomhedens udvikling. Siden jeg officielt tiltrådte som CEO i 2021, har vi sammen opnået store milepæle og skabt en stærkere og mere moden organisation. Nu, hvor Penneo går ind i en ny fase som en del af Visma-familien, er det det rette tidspunkt for mig at give stafetten videre til to kompetente eksisterende ledere," siger Christian Stendevad.​

Mads Aabling, der har haft en central ledelsesrolle i Penneo som CSO siden oktober 2023, overtager ansvaret som Managing Director. Han har gennem sin tid i Penneo vist stærkt lederskab og en strategisk tilgang til virksomhedens udvikling.​

"Jeg ser frem til at fortsætte det stærke fundament, som Christian og hele teamet har opbygget. Penneo har en unik kultur og et stærkt produkt, og jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med vores medarbejdere og partnere om at drive virksomheden fremad i den nye fase," udtaler Mads Aabling.​

Rasmus Schepelern Hentze, der har været produktansvarlig i Penneo gennem de sidste to år, forfremmes til CPTO. Hans interne erfaring og dybe forståelse for Penneos teknologiske vision gør ham ideel til at lede produkt- og teknologiafdelingen fremadrettet.​

"Jeg er beæret over muligheden for at lede vores talentfulde teknologiteam. Vi vil fortsætte med at innovere og levere løsninger, der skaber værdi for vores kunder og understøtter Penneos vækststrategi," siger Rasmus Schepelern Hentze.​

Lars-Erik Jacobsen, nytiltrådt bestyrelsesformand for Penneo og med en omfattende baggrund i Visma, kommenterer: "Christian og Hans har spillet afgørende roller i Penneos vækst og succes. Vi er taknemmelige for deres dedikation og indsats. Vi har fuld tillid til, at Mads og Rasmus vil fortsætte denne positive udvikling og føre Penneo ind i en spændende fremtid."​

Christian Stendevad og Hans J. Skovgaard vil fortsætte i en overgangsperiode for at sikre en smidig overdragelse.

Kontakt

Astrid Zimmer Nielsen

Pressekontakt for Visma Danmark

+45 31 51 25 87