Article
Mød stifteren: Jesper Bonne
10/4/25
Forretningsindsigt, Visma Life
Article
Mød stifteren: Jesper Bonne
Forretningsindsigt, Visma Life
April 10, 2025

Article
Mød stifteren: Jesper Bonne
Forretningsindsigt, Visma Life
April 10, 2025
I et lyst kontor på Hellebæk Klædefabrik med panoramaudsigt over Øresund sidder Jesper Bonne og leder den virksomhed, han selv var med til at starte for 15 år siden sammen med Nicolaj Bertelsen. Det hele begyndte med en idé om at gøre udgiftshåndtering nemmere - meget nemmere.
I dag har ZeBon over 580.000 brugere fordelt på 67 lande. Blandt kunderne er både private virksomheder og offentlige institutioner - senest har Økonomistyrelsen valgt ZeBons løsning zExpense som den statslige platform til rejseafregning og udlæg. En aftale, der alene omfatter 100.000 brugere i mere end 150 statslige institutioner.
Læs: Visma-selskabet ZeBon skal levere statens nye løsning til udlægshåndtering og rejseafregning
Og midt i det hele står Jesper - stadig i spidsen for det softwareeventyr, han kalder sit tredje barn.
“Det er ikke bare noget, man giver fra sig”
ZeBon blev en del af Visma-familien i marts 2024 efter mange år med tilbud fra investorer. Men for Jesper og medstifter Nicolaj Bertelsen var det vigtigt at finde den rette partner:
“Vi havde ikke brug for nogen, der bare ville tjene penge og sælge videre. Vi ville finde en langsigtet partner, der forstod og respekterede det, vi har bygget op. Det fandt vi i Visma,” fortæller Jesper Bonne.
Med opkøbet har ZeBon fået adgang til Vismas netværk, kompetencer og integrationsmuligheder - men er fortsat som selvstændigt selskab med egen ledelse, kultur og udviklingsretning.
“Det betyder enormt meget, at Visma har en filosofi om, at stifterne bliver - og fortsætter med at drive deres selskaber. Det gør, at vi stadig kan gøre det, vi er bedst til - bare med en stærk ejer i ryggen.”
En idé, en smartphone og en god portion timing
zExpense blev født ud af et konkret behov: at slippe for papirkvitteringer, man skulle huske og gemme. I stedet kunne man tage et billede med sin telefon - og lade systemet klare resten.
Det lyder banalt i dag, men idéen ramte et tidspunkt, hvor smartphones med kamera netop var ved at blive allemandseje - og det gjorde ZeBon til en first mover.
“Før i tiden sad folk med Excel-ark og papirboner. Vi så en mulighed for at digitalisere hele processen og spare tid for både medarbejdere og administration.”
Siden da er det gået stærkt. ZeBon har haft organisk vækst fra starten - uden lån og uden eksterne investeringer - og har i dag knap 20 medarbejdere med base i Hellebæk og Aalborg. Forretningen har også vundet flere priser - herunder to Børsen Gazeller og titlen som Årets Succesvirksomhed 2023.
Lær virksomheden ZeBon bedre at kende
Med Visma i ryggen - og blikket rettet mod nye markeder
Et år inde i samarbejdet med Visma er retningen klar: ZeBon skal vokse videre. Ikke nødvendigvis med en fastlagt vækstplan, men med fokus på at gribe de muligheder, der giver mening.
“Vi vil fortsætte med at gøre det, vi er gode til. Og vi vil kigge mod nye markeder og tættere integrationer med de øvrige Visma-produkter, som vi allerede arbejder sammen med i dag,” siger Jesper.
Det gælder blandt andet løsninger som e-conomic, Dinero, Visma.net ERP og flere løn- og HR-systemer.
Et bevis på Vismas model
ZeBon er et godt eksempel på Vismas tilgang til opkøb: At lade stærke selskaber fortsætte deres rejse – med stifterne ved roret og frihed til at udvikle videre med Visma som partner.
For Jesper Bonne er det præcis den model, der gør, at han stadig glæder sig til at gå på arbejde hver dag.
“Vi er stadig ZeBon. Vi har bare fået endnu bedre muligheder for at gøre det, vi brænder for.”
Læs: Nyt dansk opkøb styrker Vismas position inden for SaaS-løsninger til udgiftshåndtering